I dag er det blevet almindeligt at tale med en psykolog, hvis man står i en situation, man har brug for hjælp til at komme videre med. Oplevelsen af smerte er ikke kun noget, man føler på kroppen. Psykisk smerte er i stor udstrækning også noget, vi er blevet gode til at tage hånd om.
Men hvad kan man bruge psykologien til? Psykologifaget har en lang og bred tradition bag sig og byder på mange forskellige teorier, terapiretninger, metoder og forskningsresultater. Et fællestræk i psykologien er, at faget beskæftiger sig med, hvordan mennesker lever deres liv; hvordan de tænker, føler og handler.
Mennesket er styret fra mange forskellige sider, når det gebærder sig i verden. Det er f.eks. styret af instinkter, behov, tanker, forventninger, gamle erfaringer, følelser mv. Det er psykologiens styrke, at den har teorier og teknikker til at forstå disse menneskelige “styreenheder” og til at ændre på og udvikle dem.
I dag er de fleste bekendte med, og enige om, at psykisk velbefindende har en positiv afsmitning på resten af tilværelsen. Derfor vil man tit opleve, at psykologien ikke kun hjælper én videre med en konkret problemstilling, men at den også har positive forgreninger ud til andre aspekter af tilværelsen.