Psykologsamtaler.dk

Parforholdsproblemer

Der var engang… hvor parforholdet overvejende fungerede som social og økonomisk sikring. Sådan er det ikke længere.

I dag vælger vi partnere ud fra kriterier som lidenskab, anerkendelse, bekræftelse, selskab, tryghed, boligønsker, familiedrømme, fritidsinteresser mv. Og den måske største kraft i pardannelsen er oplevelsen af, at ens partner kan få én til at føle sig som et helt menneske!

Parforholdet er i fokus som aldrig før, hvilket netop kan tænkes at hænge sammen med den store valgfrihed, der i dag knytter sig til det at vælge en partner. Parforholdet er både blevet et tilvalgsprojekt og et fravalgsprojekt.

De fleste parforhold vil bevæge sig fra forelskelse til magtkamp. Og for de “heldige”, som holder ud, videre mod kærlighed og udvikling. Når forelskelsen lægger sig, bliver man i stand til at se sin partner i et realistisk lys befriet fra forelskelsens lyserøde slør. Nu ser man også partnerens negative sider, og dette kan være en ubehagelig og brat opvågning.

Hvis man tager sit forhold for givet og ikke er bevidst om kvaliteten af relationen til sin partner, kan denne fase af parforholdet være indledningen til en tilvær-else, hvor man lever parallelle liv eller måske går hver til sit. Omvendt, hvis man er bevidst om sit forhold, er det her, man sammen kan vokse, udvikle sig og hele egne sår fra barndommen. Det handler med andre ord ikke om at lave hinanden om, men om at lære at rumme og respektere hinanden.

Parforholdsproblemer kan eksempelvis handle om kommunikationsbesvær, fastlåsthed, manglende gnist, tomhed, negative relationsmønstre, jalousi, nærhed/afstand, manglende tolerance og forståelse, seksuelle problemer, at tage plads og at give plads, kærestesorg og utroskab.

Hvis man har problemer i parforholdet, kan man både tale med en psykolog individuelt eller som par. Psykologen kan hjælpe med at sætte gang i processer, hvor parterne bl.a. kan få øje på hver deres andel af problemerne. Med udgangspunkt i denne erkendelse kan gamle negative kommunikationsmønstre og ufrugtbare samværsformer brydes, og nye måder at være et par kan udvikles. Nogle af målene ved at arbejde med sit parforhold er at genskabe oplevelsen af afklaring og tryghed.

Tilbage

 

Login