Om livsmening

Jeg er særligt interesseret i spørgsmålet om livets mening. Hvad er livsmening? Er der overhovedet en mening? Hvor kan man lede efter livsmening?

Noget tyder på, at der i nyere tid er kommet et større fokus på, at vi skal finde meningen med livet. Og at vi hver især selv bør finde den. Vi skal “realisere os selv”. Dette ses bl.a. af den stigende mængde litteratur, der handler om selvrealisering. For ikke at tale om foredrag og kurser hvor fokus er selvudvikling. Men er det naturligt?

Vilkårene for nutidens moderne gennemsnitsmenneske ser anderledes ud end for mennesker, der eksempelvis levede i starten af sidste århundrede og tidligere – dvs. for relativt kort tid siden. Her fandt man i langt større grad støtte og livsmening i troen på Gud i stabile familiemønstre og andre traditioner. Altså i mere kollektive rammer.

I dag er livssynet i vestlig kultur overvejende langt mere individualistisk. Det er i høj grad er op til hver enkelt af os selv at bane vejen gennem livet, selv at træffe livets store beslutninger og selv at være ansvarlige for vores lykke. Og det skal helst gå stærkt. Vi kan nærmest synes, at der er “forkert”, hvis vi ikke kan leve op til dette. Vores hjerne er en ældgammel konstruktion, der er udviklet gennem evolutionen med henblik på at overleve. Hvordan mon den, og hermed vi, trives i en moderne verden med de nævnte forestillinger om, hvordan vi skal leve vores liv og finde mening og lykke?

Det er på mange måder frisættende og positivt, at mennesket i større grad er blevet skipper på egen skude, men der er også negative konsekvenser i kølvandet. Fx lægger det individualistiske livssyn et stort pres på os hver – især omkring at have succes og om at lykkes med det, vi gør og med den vi er.

Vi kommer til at forvente af os selv, at vi kan spænde over mange forskellige menneskelige egenskaber og indtage mange forskellige roller. Vi skal være produktive, aktive, fagligt dygtige, pæne, attraktive, afholdte, sociale og…. Det kan ikke undre, at dette kan blive forvirrende, kompliceret, hæsblæsende, frustrerende, usammenhængende og – ja helt uoverkommeligt og måske meningsløst.

Det er min erfaring, at vi bl.a. kan hjælpes til at mærke meningen med vores liv ved at få øjnene op for, hvilke personlige værdier, egenskaber og kvaliteter vi egentlig har – og ikke mindst hvilke vi måske ikke har, men som vi synes, at vi skal have. Når vi bliver mere opmærksomme på at leve med vores indre værdier som kompasnåle, når der er sammenhæng mellem vores personlige værdier og de værdier, der ligger i dét, vi foretager os, når vi slutter fred med dét vi ikke evner eller ikke er, bliver vi ofte mere tilfredse med os selv og med vores liv, og vi kan hermed opleve en højere grad af livsmening.

Nogle af de nyere kognitive metoder, som jeg arbejder med, fx Compassion Focused Therapy og Acceptance and Commitment Therapy, er metoder, der særligt handler om at tune ind på værdier, på det alment og naturligt menneskelige og på dét, som egentlig er personligt vigtigt for os.